Valgkampen er over os på godt og ondt. Jeg bliver altid glad, når jeg ser demokratiet i aktion – når meninger og synspunkter brydes og nye alliancer og politiske idéer opstår. Men samtidig er der noget meget nedslående over den X-faktorisering af valgkampen, som man ikke kan undgå at bemærke. Kandidaterne synger og danser, og vælgerne stemmer efter hvor meget X-faktor de opstillede har – og ikke blot efter deres politiske synspunkter.

Selvom dette kan være nedslående, er alternativet dog værre: Erhvervsmanden og meningsmaskinen Asger Aamund har for nyligt udtalt til Berlingske Tidende: ”Jeg vil ikke ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer. Hvis den udvikling fortsætter, som vi har set gennem lang tid, hvor mere end halvdelen af vælgerbefolkningen er uden for arbejdsmarkedet, og hvor hele Servicedanmark forfalder, og industrien og arbejdspladserne flygter ud af landet, mens samfundet ældes og konstant bliver fattigere med politikere, der nægter at være statsmænd og reformatorer og kun tænker på, hvordan de kan rage magten til sig, så vil jeg mene, at man skal tage demokratiet op til debat.”

Tage demokratiet op til debat? Hvad betyder det? Jo, Aamund er i tvivl om, hvorvidt demokratiet kan betale sig. Og ”betale sig” skal her forstås ganske bogstaveligt i økonomiske termer. Med Aamunds egne ord: ”I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.”

Det er heldigvis sjældent, at man i den offentlige debat hører argumenter for at indskrænke demokratiet, og derfor er det væsentligt at tilbagevise Aamunds skræmmende ræsonnement:

For det første er der overhovedet ikke noget nyt i, at det kun er et mindretal, der arbejder. Som Professor Kjeld Schmidt skrev i Information (26.08.11), er Danmark et af de lande i OECD med den højeste erhvervsfrekvens, der i øvrigt har været støt stigende i de seneste 100 år! Der har altså aldrig været så stor en del af befolkningen, der arbejder som nu. Så ikke nok med, at Aamund sætter spørgsmålstegn ved demokratiet – og nævner Singapore som alternativ med deres autoritære ”kontraktdemokrati” – han gør det endda på grundløse præmisser og indskriver sig dermed i det kor, der under dække af ”globaliseringen” fremmaner en trussel, der får os til at træffe dårlige (og dårligt begrundede) beslutninger i Danmark.

For det andet må man spørge, hvad alternativet skal være? Skal folk uden arbejde fratages stemmeret? Skal man sætte mennesker, der ikke ”bidrager” (målt på snævre økonomiske kalkuler) uden for indflydelse? Jeg har et andet (og lige så dumt) forslag: Man kunne i stedet sige, at kun folk under 70 kunne stemme (Asger Aamund er født i 1940). For kun de lever længe nok til for alvor at blive påvirket af den langsigtede politikudvikling.

Selvfølgelig skal demokratiet ikke indskrænkes! Det må hellere udvides – fx til de 16- og 17-årige, der lader til at besidde mindst lige så megen fornuft som de ældre generationer. Selvom X-faktoriseringen af politikken er nedslående, er den bedre end Singapore! Hellere leve som oplyst demokrat (selv i et X-faktor-demokrati) med én bil i garagen end i et rigt teknokrati med to biler i garagen. Økonomi er ikke alt, og vi må ikke ofre den mindste flig af vores folkestyre til fordel for økonomiske gevinster (der i øvrigt er stærkt usikre). Det gælder selvfølgelig også på andre områder, hvor ”Singapore” vinder frem som ideal (fx inden for undervisnings- og skoleområdet), men det må behandles i et andet indlæg.

I oktober sidste år udkom en bog med titlen ”Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser” med mig som redaktør. Bogen handler om den lidelses- og diagnoseekspansion, som Danmark sammen med de fleste andre rige, vestlige lande gennemgår. Den sætter kritisk lys på tendensen til at sygeliggøre alskens menneskelige træk og tilstande.

8 procent af den danske befolkning er aktuelt på antidepressiva, og en fjerdedel af os menes at lide af mindst én psykisk forstyrrelse om året, som kan diagnosticeres. Bogen spørger, om vi virkelig er så syge, eller om det er vores sygdomsbegreb, der har ændret sig. Eller om begge dele er tilfældet.

Siden bogen udkom, har jeg formidlet bogens kritiske synspunkter mange steder. Og jeg er løbende blevet bedt om at give mere konstruktive bud på, hvordan de psykiske lidelser kan mindskes i vores samfund. Hvis ikke individet alene skal gøres ansvarligt for den lidelse og ubehag, vedkommende oplever, er der da noget, vi kan gøre som samfund?

Ja, det tror jeg, der er, og her følger tre personlige bud. Jeg kalder dem humanisering, struktur og lighed, og de går fra det relativt ukontroversielle til det temmelig kontroversielle.

(1) Humaniser arbejdspladserne. Der vil være meget vundet ved at give folk muligheder for at tage legitime pauser fra arbejdet uden først at skulle gå ned med stress og få en diagnose, der giver adgang til sygeorlov. Kollektive strukturer, solidaritet og sammenhold er svækket, og arbejdsrelateret stress er af visse forskere udnævnt til at være den moderne strejkeform. Der er behov for nytænkning og humanisering, så vi ikke blot hjælper folk med individuel stresshåndtering, hvis det er den sociale organisering og arbejdets krav, den er gal med. Familiers samlede arbejdstid er i dag på mere end 78 timer om ugen i gennemsnit, hvilket er mere end nogensinde før, så der er ikke noget at sige til, hvis folk oplever, at de ikke kan følge med.

(2) Styrk strukturerne fra vuggestue til gymnasium. Moderne daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier er i stigende grad er blevet strukturløse. Det er mere og mere blevet op til børn/elever selv at skabe orden og retning i deres hverdag. Der er gode intentioner bag de fleksible samværs- og arbejdsformer, som er en del af den erfaringspædagogik, der har været toneangivende i Danmark. Den er i de senere år blevet suppleret med individualiserende pædagogikker baseret på ansvar for egen læring, læringsstile, mange intelligenser osv. Under alle omstændigheder taler meget for, at de strukturløse institutioner gør børn så fleksible, at de bliver formløse. Det moderne selv er karakteriseret ved en allestedsnærværende uro, som den norske psykiater Finn Skårderud har beskrevet det. Strukturløse institutioner (og familier) skaber strukturløse børn. Den fleksible pædagogik tjener kun de børn, som i forvejen er (ressource-)stærke, og gør det vanskeligt for andre at etablere et sikkert ståsted i verden.

(3) Skab et mere lige samfund. Dette er sikkert det mest kontroversielle forslag, men meget tyder på, at der er en meget direkte sammenhæng mellem øget ulighed og flere psykiske lidelser i et samfund. Det er ikke nationers absolutte rigdom – målt på BNP – som er vigtig i denne sammenhæng. Det er den relative fordeling af rigdommen i samfundet, der afgør befolkningens psykiske sundhed.

Der er to måder, man kan skabe et økonomisk set mere lige samfund på: Enten ved at sikre, at der ikke er stor forskel på menneskers indkomst, eller ved at omfordele rigdommen via skattesystemet. De virker lige godt, og i Danmark har vi primært valgt den sidstnævnte vej til lighed (mens man fx i Japan har valgt den førstnævnte). Men der bliver slækket på lighedstanken i disse år, hvilket sandsynligvis kun vil føre til flere diagnoser.

Økonomer vil muligvis indvende, at det vil koste penge med mere lighed (højere skat for de højtlønnede vil fx give lavere vækst, siges det). Men psykisk sygdom koster samfundet 55 milliarder om året (hvoraf kun en tiendedel er udgifter til selve behandlingen, mens resten vedrører sygefravær o.lign.), så der er meget at hente på at mindske de psykiske lidelser, hvis man endelig vil anlægge det økonomiske perspektiv. Et mere lige samfund vil også med stor sandsynlighed føre til mindre kriminalitet, narkotikaafhængighed, overvægt og vold, men til større livslængde, social mobilitet og sågar samfundsmæssig innovationsevne. Det viser en ny bog af epidemiologerne Wilkinson & Pickett.

Hvorfor lighed hænger så tæt sammen med disse faktorer i verdens nationer er et mysterium. Vi kan måle, at det er sådan, men har endnu ingen fuldstændig forståelse af hvorfor. Sandsynligvis er der mindre stress og mere tryghed i mere lige samfund – uanset disse samfunds absolutte velstand. Og en pointe er, at øget lighed har gavnlige konsekvenser for alle - ikke kun de relativt fattigste. Men læs den fantastiske bog af Wilkinson og Pickett, som dels dokumenterer sammenhængen, og dels giver nogle bud på, hvordan den skal forklares.

Mine forslag handler alle om, hvad vi som samfund kan gøre via strukturændringer for at bekæmpe den lidelses- og diagnoseekspansion, vi bevidner. Jeg mener, at der er grund til at gå strukturelt til værks frem for blot at symptombehandle med coaching, individuelle stresshåndteringskurser og medicin.

New Age-guruen Eckhart Tolle har lige gæstet Danmark igen og advokeret for ”nuets kraft”. For ikke længe siden besøgte ledelses-guruen Otto Scharmer også Danmark og fortalte om sin ”Teori U”, der handler om ”presencing” – tilstedeværelse i nuet. Positive psykologer prædiker ”flow” – at kunne glemme sig selv i sine aktiviteter og bare være til stede her og nu. Mindfulness og popbuddhisme er andre eksempler.

Jeg mener, at der er behov for det modsatte: At glemme nuet.

Det er naivt at tro, at vi kan løse personlige, sociale eller globale problemer ved at leve i nuet. Det fineste ved mennesker er efter min mening vores evne til at binde fortid, nutid og fremtid sammen. Vi overskrider konstant nuet ved at erindre fortiden. Uden denne evne, som i høj grad baserer sig på vores sprogbrugskapaciteter, ville vi ikke kunne lære af vores erfaring. Og vi har evnen til at forestille os mulige fremtider, som netop er anderledes end nuet. Uden denne evne ville vi ikke kunne handle moralsk, for alle vores handlinger ville udspringe af vores umiddelbare indskydelser.

At leve konsekvent i nuet er en tragisk tilstand, som mennesker kan blive sat i, når de fx udvikler demens. At leve i nuet er ikke et mål for mennesker.

Desværre har vi et samfund, der er overoptaget af nuet. ”Just do it!” siger reklamen. Måske er tiden kommet til at glemme nuet lidt?

En sommerpause giver en oplagt mulighed for at se tingene ovenfra og i et større historisk lys. Her er en lille overvejelse over, hvordan fremtidens mennesker vil bedømme nutidens.

De fleste har let ved at pege på etiske og politiske fremskridt, når de sammenligner vore dage med verden, som den så ud for et par århundreder siden. Slaveriet er afskaffet, der er formel ligestilling mellem kønnene, og der er indført demokrati og basale demokratiske rettigheder i mange af jordens samfund. Nogen vil mene, at der også er sket tilbageskridt som bortfald af traditioner og fællesskaber samt en løbsk global forbrugerkapitalisme, men de fleste – herunder jeg selv – vil nok mene, at fremskridtene trods alt er større end tilbageskridtene.

Vi kan ikke vide, hvordan mennesker om 200 år vil bedømme vores handlinger i dag, men her kommer fem utopiske bud:

1. Det vil være uforståeligt for fremtidens mennesker, at vi i dag tillader, at en stor del af jordens befolkning sulter. Der er flere overvægtige end undervægtige på jorden i dag, og det kræver kun en minimal omfordeling af ressourcerne at afskaffe de værste fattigdomsproblemer. Lige så svært vi har ved at forstå, at intelligente og oplyste mennesker nogensinde har accepteret slaveri, lige så svært vil fremtidens mennesker have ved at forstå, at vi i dag accepterer sult og ekstrem fattigdom.

2. Det vil være uforståeligt for fremtidens mennesker, at vi i dag piner millioner af dyr i industrielle landbrug, når der findes muligheder for kødproduktion, som er langt mindre smertefulde for dyrene. I dag forstår vi ikke, at man engang mente, at dyr var en slags maskiner uden følesans, og i fremtiden vil man ikke forstå, at vi i dag accepterer dyrenes tydelige lidelse.

3. Det vil være uforståeligt for fremtidens mennesker, at vi i dag kæmper for at udvinde de sidste rester af fossile brændsler fra jorden med alle de risici, der er forbundet hermed, når vi i mange årtier har haft alternative energikilder fra solen, vinden og vandet. I dag mener vi, at den industrielle revolution havde en skyggeside i form af fx ekstrem forurening og børnearbejde, og i fremtiden vil det være et mysterium, hvorfor vi i dag ikke lægger energiproduktionen radikalt om.

4. Det vil være uforståeligt for fremtidens mennesker, at vi i dag spærrer forbrydere inde på en måde, der med garanti kun fører til mere og ikke mindre kriminalitet. I dag har vi kun en hovedrysten til overs for fortidens horrible måder at straffe mennesker på, og fremtidens dom over nutidens irrationelle straffesystem vil medføre den samme hovedrysten.

5. Det vil være uforståeligt for fremtidens mennesker, at vi i dag bruger det meste af vores ungdom på at knokle for at tjene penge (og undervejs går ned med stress), og at vi i vores alderdom bruger pengene på at købe ungdom i form af fx selvrealisering og kosmetisk kirurgi. Vi mener i dag, at fortidens aristokrati var dekadent og hedonistisk, og i fremtiden vil man bedømme vores livsstil som tilsvarende optaget af materialisme og forbrug.

En bølge af positivitet, dialog og anerkendelse er skyllet hen over Danmark i det sidste årti. Vi har fået dialogbaseret ledelse, værdsættende og anerkendende pædagogik, og positiv psykologi er det hurtigst voksende område inden for psykologien.

Moderne ledere ligner mere psykoterapeuter, der positivt søger at udnytte medarbejdernes potentialer og ressourcer, end industrisamfundets fjerne og negative autoriteter. I hvert fald lige indtil nogen skal fyres. Der arbejdes med at lokalisere succeshistorier i virksomheder og organisationer, og problemer omdøbes til udfordringer. Moderne lærere og pædagoger ligner mere coaches, der arbejder med børnenes selvudvikling, end industrisamfundets formidlere af den almene kundskab. I hvert fald lige indtil børnene skal testes og eksamineres. Der er stadig magtrelationer involveret i styringen af arbejde og læring, men det er en magt, som skjules under floskler om dialog, positivitet og anerkendelse.

Men er den positive tilgang anerkendende i en egentlig forstand? Det tror jeg ikke. Er det fx udtryk for anerkendelse af elevers voksende autonomi og modenhed, når lærere kun sætter grønne streger under korrekte besvarelser og ikke røde streger under fejlene? (ja, det foregår sådan mange steder). Er det udtryk for anerkendelse af medarbejdere, at de inviteres til dialogmøder, hvor kun de positive historier er legitime? (for man skal jo arbejde løsnings- og ikke problemfokuseret). Det tror jeg ikke.

Vi har glemt, at anerkendelsen sagtens kan være negativ og afvisende. Det er sket, at jeg har fået afvist en artikel til et videnskabeligt tidsskrift med en lang og kritisk begrundelse. Dette opfatter jeg som en anerkendelse af, at det jeg havde at sige, var væsentligt nok til, at redaktøren ville beskæftige sig med det og bruge tid på at tage afstand fra det. Dette er en form for negativ anerkendelse, der netop anerkender mig som legitim deltager i den videnskabelige verden. På lignende måde kan straf være en måde, hvorpå et samfund kan anerkende de skyldiges status som selvstændige, viljesstyrede aktører (som filosoffen Hegel vidste). Negativ kritik kan være ægte anerkendende, og det kan straf på paradoksal vis også.

Dette er vi dog ved at glemme, og vi bevidner i stedet en slags positivitetens tyranni, hvor enhver utilfredshed, utilpassethed og modstand omdefineres til positive ressourcer. Det er som at slå i en dyne. Man bliver konstant mødt med positivitet, anerkendelse og værdsættelse. Det er en ny måde at styre mennesker på, der skjuler, at det er en styring. Som psykologen Steinar Kvale sagde: Dialog er i dag blevet undertrykkelse. Læg mærke til, at det altid er den stærke part i en konflikt, der ønsker dialog. Den svage part ønsker forandring og forbedring og er egentlig ligeglad med dialog. Den positive og værdsættende invitation til dialog er ofte en subtil måde at kontrollere mennesker på. Og det gælder også mere alment for det positives tyranni.

Mange mennesker bruger en stor del af deres tid og kræfter på at lede efter sig selv. Målet er at finde sig selv, at blive sig selv. Folk går derfor i terapi, konsulterer en coach, deltager i selvudviklingskurser og mange andre ting. Når de ikke gør det frivilligt, er det gerne noget, de pålægges af deres arbejdsgiver, lærer eller sagsbehandler. Arbejdsgiveren ønsker at udnytte ”det hele menneskes ressourcer”, læreren har som opgave at optimere de personlige, emotionelle og sociale kompetencer hos eleverne, og sagsbehandlere skal udvikle borgernes selver for at gøre dem arbejdsmarkedsegnede.

Fordringen om at ”være sig selv” er en af de stærkeste kræfter i vores samfund. På trods af postmodernismens aflivning af subjektet, dyrker vi selvet som aldrig før. Man skal bare ”være sig selv”, man skal ”mærke efter i maven”, man skal gøre det, der ”føles rigtigt” for en selv.

Næsten ingen stopper op og spørger: Hvad er det for et selv, der skal findes? Hvordan ved vi, at vi har fundet det? Og hvad skal vi gøre med det, når vi har fundet det?

Er selvet virkelig en ting, som vi kan mærke inde i os? Eller er al denne snak om ”at være sig selv”, ”realisere sig selv” og ”udvikle sig selv” i virkeligheden en fortvivlet postmoderne kosmologi, der har erstattet Gud med Selvet?

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte at opfordre folk til ikke at lede efter sig selv? ”Lad dog være med at være dig selv! Vær i stedet noget for en anden!”. ”Hold dog op med at kigge ind i dig selv! Kig i stedet i en bog!”. Hvad ville der mon ske, hvis vi i stedet for selvrealisering begyndte at tale om relationsrealisering? Altså en realisering af de potentialer, der ligger i vores relationer til andre?

Hvordan ville verden mon se ud, hvis vi ledte efter hinanden og ikke efter os selv?

Kommunernes Landsforening har netop præsenteret deres udspil til en ”ny folkeskole”, som både undervisningsministeren og formanden for skolerådet jubler over. Ideen er bl.a., at elever fra 6. til 9. klasse blandes på tværs af årgange og følger helt individuelle skoleskemaer. Udspillet vil være den største ændring af folkeskolen siden 1993. Formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg, siger ifølge Politiken:

”Vi vil sætte fokus på den enkelte elev. Eleven kan sætte sin egen ambition om, hvor god han kan blive. Lærernes opgave bliver at være med til at sætte de mål og coache eleverne til at nå målene, så alle elever udnytter deres evner bedst muligt.”

Eleven skal sætte sine egne mål. Eleven skal i centrum. Læreren skal være coach. Godt at man ikke er skoleelev i dag.

Det lyder ikke som en folkeskole, men som en træningslejr for selvoptagede, livslangt lærende, kompetenceudviklende forbrugere. Og det overgår min forstand, hvorfor lærerne så gerne vil være coaches i denne træningslejr.

Det velanskrevne lægefaglige tidsskrift British Medical Journal bragte for et par år siden en rapport om, at australske forskere havde identificeret en helt ny sygdom kaldet ”Motivational Deficiency Disorder” (MDD), på dansk ”motivationsforstyrrelse” eller ”motivationsmangeltilstand”. Sygdommen antages ifølge artiklen at ramme omtrent en ud af fem australiere og kernesymptomet er udtalt apati, eller, med et mere almindeligt ord, dovenskab. Lidelsen menes at være stærkt underdiagnosticeret, men heldigvis kan forskerne rapportere, at en farmakologisk behandling er undervejs, der foreløbig viser gode resultater: En yngre mand, der ikke kunne komme op af sofaen, arbejder således som investeringsrådgiver efter at have modtaget behandlingen. Ultimativt er sygdommen dødelig, idet patienterne risikerer at blive så ugidelige, at de stopper med at trække vejret.

MDD er imidlertid ingen ægte sygdom, og der er ingen sådan behandling undervejs. Hele historien er snyd, udtænkt som en aprilsnar, der skulle give folk noget at tænke over, bl.a. i forbindelse med en kritisk konference om ’sygdoms-mageri’, som satte fokus på tendensen til at patologisere eller sygeliggøre – og derpå medicinsk behandle – alskens menneskelige træk, tilstande og reaktioner. Manden bag fupnummeret er Ray Moynihan, som også er forfatter til bogen Selling Sickness, der handler om, hvordan medicinalindustrien efter hans mening opfinder lidelser for at kunne sælge den relevante medicin til forbrugerne. Ifølge Moynihan er mange diagnoser simpelthen konstrueret med profitskabelse for øje, og flere af dem er næsten lige så absurde som dovenskab. Et virkeligt eksempel er ”Female Sexual Dysfunction” (FSD), hvor selvrapporteret manglende begær er det diagnostiske kriterium for lidelsen, og hele 43% af alle kvinder mellem 18 og 59 år menes at lide af FSD og har følgelig brug for den tilgængelige farmakologiske behandling.

Almindelig dovenskab og manglende sexlyst er tilbagevendende fænomener i mange menneskers liv. Hvis disse og lignende fænomener er sygelige, er vel stort set alle mennesker syge hele tiden og har derfor brug for, og krav på, at blive behandlet? Eller hvad?

Næsten ethvert menneskeligt livsproblem bliver i dag set som en behandlingskrævende sygdom eller forstyrrelse, der kan diagnosticeres. Og næsten enhver afvigelse – adfærdsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt – bliver anskuet som et problem, der fordrer medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Uønsket adfærd patologiseres fx når urolige børn bliver til ADHD-patienter. Ubehagelige følelser patologiseres, når generthed bliver til socialfobi. Og utilstrækkelige måder at tænke på patologiseres, når ubegavethed bliver til indlæringsvanskeligheder.

Diagnoserne og patologiseringen er uden tvivl til gavn for lægemiddelindustrien og den terapeutiske industri, men der er behov for at stille spørgsmålstegn ved, om det også er til gavn for almindelige borgere. Det er et af de temaer, jeg gerne vil debattere på denne blog.