Valgkampen er over os på godt og ondt. Jeg bliver altid glad, når jeg ser demokratiet i aktion – når meninger og synspunkter brydes og nye alliancer og politiske idéer opstår. Men samtidig er der noget meget nedslående over den X-faktorisering af valgkampen, som man ikke kan undgå at bemærke. Kandidaterne synger og danser, og vælgerne stemmer efter hvor meget X-faktor de opstillede har – og ikke blot efter deres politiske synspunkter.

Selvom dette kan være nedslående, er alternativet dog værre: Erhvervsmanden og meningsmaskinen Asger Aamund har for nyligt udtalt til Berlingske Tidende: ”Jeg vil ikke ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer. Hvis den udvikling fortsætter, som vi har set gennem lang tid, hvor mere end halvdelen af vælgerbefolkningen er uden for arbejdsmarkedet, og hvor hele Servicedanmark forfalder, og industrien og arbejdspladserne flygter ud af landet, mens samfundet ældes og konstant bliver fattigere med politikere, der nægter at være statsmænd og reformatorer og kun tænker på, hvordan de kan rage magten til sig, så vil jeg mene, at man skal tage demokratiet op til debat.”

Tage demokratiet op til debat? Hvad betyder det? Jo, Aamund er i tvivl om, hvorvidt demokratiet kan betale sig. Og ”betale sig” skal her forstås ganske bogstaveligt i økonomiske termer. Med Aamunds egne ord: ”I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.”

Det er heldigvis sjældent, at man i den offentlige debat hører argumenter for at indskrænke demokratiet, og derfor er det væsentligt at tilbagevise Aamunds skræmmende ræsonnement:

For det første er der overhovedet ikke noget nyt i, at det kun er et mindretal, der arbejder. Som Professor Kjeld Schmidt skrev i Information (26.08.11), er Danmark et af de lande i OECD med den højeste erhvervsfrekvens, der i øvrigt har været støt stigende i de seneste 100 år! Der har altså aldrig været så stor en del af befolkningen, der arbejder som nu. Så ikke nok med, at Aamund sætter spørgsmålstegn ved demokratiet – og nævner Singapore som alternativ med deres autoritære ”kontraktdemokrati” – han gør det endda på grundløse præmisser og indskriver sig dermed i det kor, der under dække af ”globaliseringen” fremmaner en trussel, der får os til at træffe dårlige (og dårligt begrundede) beslutninger i Danmark.

For det andet må man spørge, hvad alternativet skal være? Skal folk uden arbejde fratages stemmeret? Skal man sætte mennesker, der ikke ”bidrager” (målt på snævre økonomiske kalkuler) uden for indflydelse? Jeg har et andet (og lige så dumt) forslag: Man kunne i stedet sige, at kun folk under 70 kunne stemme (Asger Aamund er født i 1940). For kun de lever længe nok til for alvor at blive påvirket af den langsigtede politikudvikling.

Selvfølgelig skal demokratiet ikke indskrænkes! Det må hellere udvides – fx til de 16- og 17-årige, der lader til at besidde mindst lige så megen fornuft som de ældre generationer. Selvom X-faktoriseringen af politikken er nedslående, er den bedre end Singapore! Hellere leve som oplyst demokrat (selv i et X-faktor-demokrati) med én bil i garagen end i et rigt teknokrati med to biler i garagen. Økonomi er ikke alt, og vi må ikke ofre den mindste flig af vores folkestyre til fordel for økonomiske gevinster (der i øvrigt er stærkt usikre). Det gælder selvfølgelig også på andre områder, hvor ”Singapore” vinder frem som ideal (fx inden for undervisnings- og skoleområdet), men det må behandles i et andet indlæg.

Tags: demokrati, Politik, Singapore, X-faktor

Dette indlæg blev skrevet den mandag, august 29th, 2011 kl. 10:22 og er gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge svar tille indlægget via RSS-feedet. Du kan skrive et svar, eller sende et trackback fra dit eget site.